Tal for dig selv (2004) - Brugt
Tal for dig selv blev navnet på Anders’ tredje onemanshow (host, host – fjerde). Showet kom for alvor til at slå Anders’ navn fast i det danske land. Cirkusbygningen var fyldt til randen i mere end 2 uger, hvorefter han tog på en udsolgt landsdækkende turné. Det nåede i alt at blive set af over 50.000 publikummer landet over.
Showet bliver ofte omtalt som det sort/hvide standup show, idet det er delt op i to sæt. Det første som det positive og lyse ‘Det gode sæt’ og det andet som negative og mørke ‘Det onde sæt’. Heri snakker Anders om de samme emner og temaer i hvert sæt, men set med enten et positivt eller negativt synspunkt.
Showets premiere blev oprindeligt sat til d. 19.01.2004, men desværre blev det ikke sådan. Anders var nødsaget til at aflyse de fire første shows, og premieren endte med at blive d. 24.01.2004. Anders var beklageligvis blevet syg med lungebetændelse op til den oprindelige premiere og var da også stadig meget syg under den nye premieredato, men fik her endelig lov af sin læge, til at gå på scenen og vise sit nye show frem.
Ligesom premieren, foregik DVD-optagelsen også i Cirkusbygningen i København. Men idet optagelsen fandt sted forholdsvist tæt på hans sygedomsperiode, hvor han desuden havde tabt sig rigtig meget, så var Anders ikke helt tilfreds med optagelserne. Derfor valgte han igen at optage showet under åben himmel i Skovdalen i Aalborg. Dette var med til at skabe en rigtig fed effekt, idet der er lyst udenfor under ‘Det gode sæt’ og mørket har sænket sig under ‘Det onde sæt’. Begge optagelser er at finde på DVD-udgivelsen, man skal dog svare korrekt på en række spørgsmål, for at få adgang til showet i Cirkusbygningen. Showet blev udgivet d. 30.08.2004.