Den Gode Strømer - Udgået - Brugt
Jens (Kim Bodnia) er en stærk, handlekraftig og – hvis man nu skal være helt ærlig - lidt alternativt moralsk strømer. Han er ellers vokset op på en idyllisk bondegård med sin mor, Bitten (Lene Tiemroth) og hendes mand, Hans (Kjeld Nørgaard). Han har aldrig manglet kærlighed, men har alligevel i årevis ledt efter sin rigtige far for ligesom at få ro på det biologiske regnskab. Gennem sit politiarbejde har Jens mødt en gruppe "lidt for kreative" unge fyre, der lever livet lige på kanten af loven. Jens har på fornemmelsen, at de har gang i et eller andet, men véd selvfølgelig ikke, at de planlægger et ret spektakulært tyveri af en bestemt container som bestillingsarbejde for nogle lidt mere hårdkogte fyre.
Aktionen, der finder sted i havnen, ledes af Anders (Kenneth Carmohn), men han får snart store problemer med jobbet, for ingen af drengene er specielt smarte. Mulle (Nicolas Bro) har fået besked om at komme med et solidt brækjern, men dukker i stedet for op med en jernarm, som han har 'lånt' fra en statue i Kongens Have. "Farfar" (Robert Hansen) kommer under kuppet til at forbytte de to centrale containeres mærkesedler, og så står Thomas (René Dif) pludselig meget uheldigt i vejen for en jernbaneskinne, der lidt overraskende kommer flyvende. Som om det ikke var nok, ankommer politiet midt i det hele, og banden er nødt til at smutte - minus jernarm – med Thomas i dyb coma og kun én container, der selvfølgelig viser sig at være den forkerte.
Da Jens kort efter ankommer til den stærkt smadrede containerplads i havnen, og de uniformerede kolleger aflægger rapport, er han ikke et sekund i tvivl om, hvem der står bag. Hans gode hjerte løber af med ham, og han skynder sig ind på stationen for at dække over vennerne. Men dér går situationen lynhurtigt fra let kompliceret til direkte katastrofal, da Jens’ chef, Manfred (Jens Okking), bl.a. forlanger en fornuftig forklaring på bilag for 25.000 kr, lydende på 'mad ud af huset'.
Manfred sætter derefter de civile kriminalassistenter, Per (Thomas Bo Larsen) og Sune (Nikolaj Coster-Waldau), til at holde lidt øje med Jens. Desuden mangler Manfred lige forklaringen på en stribe opringninger fra en kvinde af anden geografisk herkomst fra stripjointen Waterloo. Og midt i det hele ringer Thomas' højgravide kæreste, Louise (Iben Hjejle), der forståeligt er pissesur på Thomas, fordi han slet ikke er kommet hjem om natten. Han formodes at være ved hendes side, når hun skal føde, og det er altså nu!
Jens opsporer hurtigt drengene til et hospital og smutter forbi for lige at høre, hvad de nu har rodet sig ud i. Inde på stuen kræver det ikke en doktorgrad at se, at den er helt gal med Thomas. Han er godt nok vågnet, men nu aner han hverken, hvem han selv eller de andre er.
Som den gode strømer føler Jens sig nærmest forpligtet til at hjælpe sine venner, og det første, han gør, er at opsøge Earth (Earth Reeves), en Soul Brother af Jamaicansk oprindelse med stor forkærlighed for sjov tobak. Samtidig er de to containeres rette ejere blevet forståeligt bekymrede for deres værdifulde ejendele, som de vil gå meget langt for at få igen.
Det bliver startskuddet til en hæsblæsende jagt på en formue i kontanter, hårde stoffer, blød kinesisk silke og vild flugt for Jens, for der bliver flere og flere bander involveret. Han må på én gang forsøge at overleve mødet med nogle meget vrede kinesere, lejemordere fra den lettiske mafia, et brutalt serbisk narkokartel, polske menneskesmuglere og sidst, men ikke mindst, politiets indsatsstyrke af kriminalbetjente, til lejligheden forstærket med jægerkorpset, frømandskorpset og et par helikoptere...
Medvirkende: | |||||||||||||||||||||
|
Kunder der har købt dette produkt har også købt